Power Series 4, 2018 – afgørelsen

Søndag d. 18. marts 2018 var der fuld knald på hallen i Odense, som var rammen om Power Series 4, den sidste PS konkurrence i rækken (2017/2018).

OGF som var værtsforening havde virkelig skruet op for konkurrenceafviklingen. I konkurrencehallen var 2 luftbaner, heriblandt en ny 26m luftbane, som EuroGym og GymDanmark har stillet til rådighed. Der var tilsvarende luftbaner + Skakun fiberbane i opvarmningshallen, hvilket gjorde opvarmningen for gymnasterne mere optimal. Samtidig gav det mulighed for, at opvarmningstider kunne meldes ud, og derved vidste gymnasterne præcist hvornår de skulle varme op og tage prøvespring inden konkurrencestart.

Ydermere havde OGF i konkurrencehallen opsat et gymnast område, så man kunne have et forholdsvis ryddet konkurrencegulv, og gymnaster, som ikke skulle springe, kunne opholde sig i gymnast området. Dette skabte ro omkring konkurrencerne. Eneste ærgerlige ting ved konkurrenceafviklingen var, at begynderrækkerne på den bagerste luftbane var langt væk fra publikum, og dermed ikke fik samme opmærksomhed som de øvrige deltagere – hvordan man i fremtiden kan løse denne problematik er svært at sige. Problematikken er opstået, fordi Tumbling Danmark er vokset, og der hele tiden kommer flere og flere deltagere ved stævnerne – hvilket er enormt positivt! Men det skaber også behov for yderligere nytænkning i forhold til afviklingen af konkurrencerne.

Udover resultaterne ved netop denne konkurrence, kæmpede gymnasterne også om Power Series pokalen. Den gymnast, som har den højeste score, samlet af de tre bedste score, som de har modtaget ved en Power Series konkurrence, kåres som vinder af PS pokalen (2017/2018).

I elite-rækken mini pier har KATHRINE THOMSEN Sola (Outrup GUB) gjort flot figur gennem hele sæsonen, med undtagelse af PS 3, hvor hun var ude med en uheldig skade. Tilbage ved Power Series 2 blev hun den yngste pige, til at lave dobbelt back på en øvelse i konkurrence. Efter konkurrencen d. 18/3/2018, kan hun kalde sig for Power Series (2017/2018) vinder. Dog var det ikke Sola, som endte med at vinde Power Series 4, det blev i stedet JUUL MADSEN Olivia, som endte med en samlet score på 113.700.

BÆKHØJ SKAANING Frederik (Outrup GUB) har været deltagende ved alle fire Power Series konkurrencer, og har vundet tre ud af fire, heriblandt den afsluttende PS 4. Dette sikrede ham PS pokalen.

I junior pige rækken var der tæt løb om hvem der skulle løbe med PS pokalen. Inden konkurrence start lå NÆSS-SCHMIDT MØLGAARD Christine (SPD), til at vinde pokalen. Hun var ikke deltagende ved PS 4. Kampen stod derfor mellem LENTZ CHRISTENSEN Sissel (OGF) & KATHRINE THOMSEN Victoria (Outrup GUB). Begge piger leverede flotte øvelser ved konkurrencen, og selvom Victoria har været ude i længere tid med en skade, endte hun med at vinde PS pokalen med hjem. Victoria vandt også Power Series 4.

Hos junior drengene var kampen knap så tæt før konkurrence start, men alligevel endte første og anden pladsen, i kampen om PS pokalen, meget tæt på hinanden. SKOVGAARD BREDVIG Alexander har gennem hele sæsonen været favorit til at vinde PS pokalen, og med en flot præstation, igen igen, endte han da også med at vinde både PS 4 og PS pokalen.

Hos damerne har PAGÅRD Ida (Outrup GUB) leveret et enormt flot comeback på den danske Tumbling scene i denne sæson. Hun har formået, at skrue op for vanskelighederne og forbedre sin stil på samme tid. Hun har flere gange, i denne sæson, haft DB strakt og whip hel til full in lukket med i konkurrence. Ved PS 4 må hun se sig slået af NØRBY Johanne (OGF), som meldte sig på banen igen efter et kortvarigt skadesforløb. Dog endte Ida øverst på skamlen i kampen om PS pokalen.

På senior herre siden var niveauet højt. Flere af herrerne viste flotte og yderst vanskelige øvelse i både de indledende runder og finalen. Dagens første store højdepunkt blev STEFFENSEN Rasmus (SPD), som lavede ny dansk straight pass rekord: rondat DB strakt whip flik DB strakt whip flik trippelt hofte. Selvom han overskød sin trippelt hofte, blev øvelsen godkendt, og han blev dermed den første dansker til at udføre denne rutine i konkurrence. Men en sikker og stilren anden øvelse placerede han sig på første pladsen med knapt 4 point ned til anden pladsen, SCHARF MATTHIESEN Adam (OGF).

I finalen skruede flere af herrerne op for vanskeligheden. Særligt JØRGENSEN Mikkel (OGF) viste, at han sniger sig ind på den danske tumbling elite. I første øvelse bragede Mikkel ud af strakt full in og sluttede sin øvelse med en strakt full full. I anden omgang smed han den strakte full full op på midten af banen, og sluttede den øvelse med en lukket full full, som desværre trillede, den blev dog godkendt.

SCHARF MATTHIESEN Adam (OGF) var tilbage efter at have været ude med en skade, og skulle vise et højt niveau ved denne konkurrence, for at sikre sin forhåndsudtagede plads ved EM til april. Dette gjorde han overbevisende, dog er der fortsat et stykke vej til det niveau han viste ved VM tidligere på sæsonen.

GREEN Elias (VGF89) sprang sig i finalen, men trak sig før finalestart. Dette ændrede dog ikke på hans føring i kampen om PS pokalen, og han endte da også med at vinde titlen og pokalen.

I forhold til Power Series pokalerne blev Outrup GUB den mest vindende klub, efterfulgt af OGF og den nyopstartede klub Øster Hornum GF kommer ind på en flot og meget imponerende tredje plads. Se tabellen herunder for yderligere klubber og antal vundne pokaler:

 

Se den fulde karakterliste fra Power Series (2017/2018) konkurrencen her:

http://www.powertumbling.net/pt/powerseries20172018.php

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *